Til forsiden
Bestyrelsen og kontakt
Om Blueskartellet
Billetlugen
Bliv medlem
Links
Nyhedsmail
Ris/Ros/Musikforslag
Jysk Blues Netværk
Fotos fra koncerter

Bluesfestival 2011

 

Fredag d. 4. november og
lørdag d. 5. november 2011

 

 

Robben Ford og Mike Landau
på årets Bluesfestival

 

Også i år bliver Blueskartellets bluesfestival et brag. Det kan kartellets formand Carsten Mellson slå fast, efter at de første navne til den sjette udgave af bluesfesten i Horsens er på plads.

Øverst på plakaten står stjernenavnet Robben Ford med bandet Renegade Creation, som bl.a. tæller en anden stjerne-guitarist i blues-verdenen; nemlig Michael Landau, der har spillet med et utal afstore navne lige fra Joni Mitchell til Miles Davis. 

- Vi er utroligt stolte af at kunne præsentere Renegade Creation i Horsens. Vores trofaste publikum har virkelig noget at se frem til – og jeg er overbevist om, at årets program får endnu flere blues-elskere til Horsens, siger Carsten Mellson. 

Robben Ford har været en del af blues-eliten i flere årtier. Han har udgivet over 20 albums og medvirket på endnu flere, og med det nye band Renegade Creation udgav han i fjor endnu et rost album.

Den anden frontfigur i Renegade Creation er en anden unik guitarist, Michael Landau, som gennem mange år har været en meget brugt studie-guitarist for både jazz- og blues-stjerner, og som også har udgivet flere albums med Mike Landau Group.

Tilsammen vil bandet få Horsens Ny Teater til at gynge – ikke mindst fordi kvartetten gøres fuldendt af kapaciterne Jimmy Haslip og Gary Novak. 

Blueskartellet kan også præsentere Larry McCray, der er en af de mest lovende navne på den amerikanske blues-scene i dag. McCrays brutale blues-rock-guitar og varme, sjælfulde vokal har gjort ham kendt på verdensplan. McCray's savage blues-rock guitar and warm, soulful vocals have drawn attention worldwide.

- Med Larry McCray får vi en fornem repræsentant for den klassiske blues i hænderne på en ny generation, siger Carsten Mellson. 

Øvrige navne på årets festival er også allerede på plads: Dana Fuchs (US), der så sent som i februar væltede et udsolgt Kulisselageret, kommer igen til Horsens – ”by popular demand”, så at sige – og festivalen har også aftaler i hus med Tony Vega Band (US), samt danske Ole Frimer Band.

Flere navne vil komme til og Blueskartellet glæder sig til at offentliggøre det senere. 

- Jeg tør godt allerede nu love et brag af en festival. Med Robben Ford og Mike Landau får vi virkelig to internationale stjerner til Horsens, og de øvrige navne er alle garanter for en særdeles høj standard, siger Carsten Mellson. 

 

 

Tidspunkterne for hvornår de forskellige bands går på scenen
kan blive ændret en smule!

 

Fredag d 4. November 

Chili Bee & the Hot Shots (DK)

18:00 Kulisselageret - fredag 

Blues’n’roll with heart’n’soul. Sådan beskriver chili-bierne selv deres festlige og danseglade blues. Inspirationen er bl.a. legenderne i Fabulous Thunderbirds, med tæt forbindelse til tyktflydende, dryppende soul. Chili Bee & the Hot Shots er en perfekt, krydret forret til årets store blues-fest. 

 

HP Lange (DK)

18:00 HNT, foyeren - fredag 

Der er garanti for akustisk blues i international klasse, når HP Lange spiller løs i foyeren på HNT. Denne danske veteran har udgivet en stribe cd’er med sin særlige rå og upolerede delta-blues, som altid har personligheden og hjerteblodet med på scenen. Kom, gyng og syng med! 

 

Blueskartellets og Bank Nordiks ærespris

19:00 HNT, Foyeren

Blueskartellet uddeler også i år uddeler Bank Nordik Æresprisen til en person, der gennem mange år har været en markant profil på den danske blues-scene. Prisen består af en skulptur, udført af billedhuggeren Filip Møller. Mød op og giv en hånd til årets modtager!

 

Ole Frimer Band feat. Palle Hjort (DK)

19:30 HNT, Store Sal – fredag

Ole Frimer er, af indlysende grunde, en af Danmarks bedst kendte og mest populære blues-guitarister. Med sit fremragende fingerspil rækker han bagud til koryfæer som Albert Collins og Johnny Winter, og hans ganske lille band skærer den elektriske blues skarpt uden svinkeærinder. Vær med, når han forvandler HNT til et halvmørkt spillested langt nede i Texas…

 

  Rob Tognoni (AUS)

20:30 Kulisselageret – fredag 

”The Tasmanian Devil” har levet af sin strengeleg i over 30 år. Det kan ikke undre nogen. Kritikere sammenligner ham med legender som Stevie Ray Vaughan, Rory Gallagher og endda Jimi Hendrix, og han krydser legende og let fra blues til rock og retur. Vi tør godt love, at temperaturen i Kulissen når australske højder…

 

 Dana Fuchs Band (US)

22:00 HNT, Store Sal – fredag

Tilbage i Horsens for tredje gang på mindre end to år – by popular demand, tør vi roligt sige. Har du ikke allerede oplevet denne inciterende blues-tornado fra Florida, må du ikke snyde dig selv. Har du allerede set Dana Fuchs, kommer du med garanti tilbage! Dana Fuchs sammenlignes ofte med Janis Joplin, og det er ikke uden grund - men hun er allerede en stjerne i sig selv. Glæd dig!

  

Bluespower (DK)

24:00 Kulisselageret – fredag 

Festivalens første after-party står Bluespower for. Med streg under både blues og power. Denne lokale kvintet spænder fra stor-swingende blues til gedigen bluesrock; med inspiration fra både Texas, Chicago og den amerikanske vestkyst. Der er energi helt ned på bagerste række…

 

 

 

 

Lørdag d 5. november

 Peter Nande & Friends (DK) / Woodstock guitar-udstilling / Guitarværksted / Whiskysmagning / Øl-foredrag m Mik Schack

15:00 HNT, Foyeren/Kviumsalen

 

Lørdagens fest åbnes med en sanselig tur tilbage til rødderne. Musikalsk er rejsen lagt i hænderne på Peter Nande, Svante Sjöblom, Olav Poulsen og Mik Schack, som i fællesskab vil gøre din andendags-eftermiddag til et bedre sted at være. Med garanti.

Desuden får du masser af lejlighed til spændende input eftermiddagen igennem:

  • Udstilling af vintage guitar fra Woodstock, Aarhus
  • Arbejdende guitar-værksted – sådan bygger man en liflig lyd
  • Whiskysmagning – Stauning Whisky sælger smagsprøver på 100 pct. dansk whisky
  • Øl-foredrag – multikunstneren Mik Schack om den dejlige brygs mange velsignelser

 

Tony Vega Band (US)

16:00 HNT store sal

Fra hjertet af Texas: Red hot blues, roots & roll. Tony Vega serverer sin blues rå og dampende varm, og han har høstet masser af priser i sin blues-gale hjemstat. Det anerkendte Blues Revue kalder ham ”exceptional in every way”. Vi stoler trygt på, at Blueskartellets publikum er enige.

  

Young Blues Talents Scene (DK)

17:30 Kulisselageret

Der er masser af blues-talenter i Horsens og omegn. Det kan man forvisse sig om på kælderscenen lørdag aften. Her har du chancen for – måske for første gang – at opleve nogle af dem, der har blues på menuen de næste mange år. Se dem, mens du har råd…   

 

Bruun’s Blues Band (DK)

19:00 Kulisselageret

Sejt sammenspil og smækre soloer. Sådan har Bruun’s Blues Band markeret sig på spillestederne i snart mange år, og stilen er stadig traditionel blues af den langtidsholdbare slags. Inspirationen rækker fra B.B. King til Eric Clapton – men i bandets helt egne, voldsomt vuggende fortolkninger.

 

 Larry McCray (US)

20:00 HNT, Store Sal

Blues is my business, skriver denne sanger og guitarist fra Arkansas på sin hjemmeside. Vi kan tilføje: And business is good! Larry McCray er en støt stigende stjerne på den amerikanske blues-scene, med sin rivende, dirty guitar-lyd og sprøde soul’ede stemme. Klassisk blues for kendere!

 

Robben Ford & Michael Landau w/Renegade Creation (US)

22:00 HNT, Store Sal

En af verdens bedste guitarister sammen med… en anden af verdens bedste guitarister, bakket op af… nåja, en suveræn bassist og en fremragende trommeslager. Mine damer og drenge: Renegade Creation. Guitaristerne Robben Ford og Michael Landau ville være fantastiske, også hver for sig. Nu står de sammen på festivalens store scene, suppleret af Jimmy Haslip og Gary Novak. Det kan kun blive 100 pct. forrygende. Tør du blive væk? Nej, vel?

  

JJ Blues Band

24:00 Kulisselageret

 Årets store blues-fest lukker og slukker med stil og smil. JJ Blues Band er, også en sen lørdag aften, garanter for en baskende blues, der rammer både mellem- og dansegulvet. Bandet har for længst fejret sølvbryllup på scenen, men de er så tætte som nogensinde. Vi siger tak for en god fest – og på gensyn næste år!

 

 

Bluesfestivalen i Horsens finder i år sted

fredag den 4. november - som koster kr. 195,- for hele fredag

og lørdag den 5. november - som koster kr. 295,- for hele lørdag

En partout-billet til begge dage koster kr. 425,-



Festivalen arrangeres af foreningen BluesKartellet,

i samarbejde med Horsens Ny Teater og KulisseLageret

 

 

 

 

 

Yderligere oplysninger hos formand Carsten Mellson på 20 86 50 60.

 

 

 

 

 


Sidste nyt
Sponsorer
Kontakt
Carsten Mellson
Nylandsallé 22 B
8700 Horsens
Tlf.: 20 86 50 60

mellson@stofanet.dk